Det nye Ebeltoft

Mon ikke de fleste danskere har haft både sommerferiens plan A, B og C i gang de seneste to år? Mange, mange flere end normalt er i hvert fald endt med at holde ferie i Danmark, og det kan mærkes rundt omkring på feriestederne. I området omkring Ebeltoft har der været trængsel ved klassikere såsom Trehøje, Begtrup Vig og Tinghulen i Mols Bjerge. Det er ærgerligt at der er kø til den ene bakketop mens den anden ligger uopdaget hen. Derfor kan det godt betale sig at være lidt snedig og begive sig på opdagelse – selv i lille Danmark.

 

Tager man f.eks. til Ebeltoft kan man opleve den store, røde dame, Maltfabrikken, der har rejst sig af ruinerne de seneste år. Den er ikke til at overse, når man kommer kørende ind mod byen, og tiltrækker sig opmærksomheden med god grund. Bygningen er hjemsted for iværksættere, gæstende kunstnere og den rummer både scene, bibliotek, udstillingsrum og spisesteder. Det kan kraftigt anbefales at bevæge sig op i bygningen, evt. helt op i tårnet, hvorfra der er en fantastisk udsigt til by, himmel og hav samt Trehøje på Mols midt imellem.

 

I Ebeltofts gågade findes al den gammeldags idyl man kan drømme om, krydret med små, spændende butikker og masser af muligheder for at købe kunst og isvafler. Får man lyst til at opleve det moderne Ebeltoft, skal man for enden af den knap 2 kilometer lange gågade dreje ned på havnen. Her er et charmerende lille fiskerimiljø hvor man kan finde den lækre Apelgrens kaffebar og den meget stilfulde gaveforretning Hos Walter. Hvis det er for ekstravagant at spise frokost på  Stockfleths Østers- og Bobbelbar, kan man i stedet sætte sig på molen med en fiskeburger og sine egne medbragte bobler.

 

Hvis man trænger til en tur i vandet, bør man unde sig selv den lille ekspedition om på den anden side af Ebeltoft-halvøen til Boeslum Strand. Her kan man nyde synet af den evige strøm af sejlbåde op og ned langs kysten med øen Hjelm i syd og Jernhatten i nord. Der er rigeligt med campingpladser at vælge imellem ved den østvendte kyst, men man kan også bevilge sig selv en eksotisk overnatning blandt dyrene i Ree Park, hvis udlængslen bliver for stor. Lige nord for Ree Park findes Hyllested Bjerge, et fantastisk turområde, der lever et stille liv i skyggen af Mols Bjerge, men som bestemt er værd at opsøge for den eventyrlystne turist. Der gemmer sig i det hele taget mange naturoplevelser langs Djurslands kyst. Omkring Glatved Strand er et sandt paradis for fugle-elskere, hvor man på en god dag kan være så heldig at opleve både ugler, høge og havørne helt uden at skulle have sin fuglekikkert frem.